I sin bog "Sufismen, Religionens Realitet"¹, skriver Hazrat Salaheddin Ali Nader Angha, nuværende læremester i M.T.O. Shahmaghsoudi Skole for Islamisk Sufisme:
"Sufismen er essensen af prøfternes lære. Det er profeternes Vej. Den findes siden begyndelsen af menneskets historie, for inde i hvert hjerte findes en spire herfra. I hver tidsalder, har Gud sendt profeter for at føre menneskene i retning af erkendelse af "Jeg"et - Zarathustra, Buddha, Moses, Jesusu, Muhammed, for blot at nævne et par enkelte. Hver profet bibringer menneskeheden en enestaænde lærdom for at kunne gennemføre den indre rejse mod Gud".
Det 9. århundredes store sufimester, Bâyazid Bastâmi, beskrev sufismens historie med disse ord: "Frøene såedes på Adams' tid, de spirede under Noah og blomstrede under Abraham. Vindruer fandt form på Moses' tid og modnedes i Jesus' tidsalder. Under Muhammed uddroges den reneste vin"².
Det siges generelt, at sufismen er islams mystiske dimension. Faktisk er sufismen islams hjerte. Sufierne udmærker sig ved den opmærksomhed de giver udfoldelsen af deres åndelige dimension, samtidigt med at de er trønde muslimer - de beder 5 gange om dagen, giver almisse, faster under Ramadanen og følger islams ydre ritualer.
Igennem historien har sufier været kendt for at have en religiøs uddannelse og en hensigt om at nærme sig Gud. Deres mål var at nå en tilstand af renhed, gennem hvilken de kunne være i direkte forbindelse med Gud., forenet med Gud, tilintetgjort i Gud, levende i Gud og endelig, at give vidnesbyrd om Gud's énhed, som den hellige profet erklærede: "La ilaha illa-llah". At nå denne tilstand er er erkende at der er ingen anden guddom end Gud - safâ.
Denne renselsesmetode gennem gudsunderkastelse og tilintetgørelse i Gud er blevet kaldt ma’refat (ma’rifa), som betyder "erkendelse" og "opfattelse" For at være præcis, er det helt korrekte navn for sufisme ‘erfân, fra ordet ma’refat (ma’rifa). Erkendelsen henviser til en tilstand, hvor ingen del af søgningen er ukendt. I denne sammenhæng, henvises til selverkendelse og Gudserkendelse. De, som underviser denne erkendelsesmetode er kendt som en ‘âref, den, som har nået tilværelsens mest ophøjede tilstand, gennem tilintetgørelse i og hvilen i Gud."
Hazrat Salaheddin Nader Shah Angha, vor tidsalders ‘âref beskriver i sin bog "Sufism, the Reality of Religion", sufismen som følger:
"Det siges generelt, at sufismen er islams mystiske dimension. Omend sufismens oprindelse er blevet forklaret og fortolketpå mange måder, vil jeg præsenter sufismen som jeg selv har oplevet den. Sufismen er religionens virkelighed. Jeg mener derved, at opleve Gud i ens eget indre, at underkaste sig Hans vilje og elske Ham med sit sind, sit hjerte og sin sjæl, indtil kun den Hjertenskære er tilbage. Således er religionens virkelighed, som jeg kender den"³
Sammenfatning: Sufismen er en metode, en disciplin, som giver hver elev især den lærdom, som er nødvendig for at kunne opdage sin Væren's stadige virkelighed, og endelig, religionens virkelighed. Den er vejen til selverkendelse og Gudserkendelse.
Hazrat Salaheddin Nader Shah Angha, vor tidsalders ‘âref beskriver i sin bog "Sufism, the Reality of Religion", sufismen som følger:
"Det siges generelt, at sufismen er islams mystiske dimension. Omend sufismens oprindelse er blevet forklaret og fortolketpå mange måder, vil jeg præsenter sufismen som jeg selv har oplevet den. Sufismen er religionens virkelighed. Jeg mener derved, at opleve Gud i ens eget indre, at underkaste sig Hans vilje og elske Ham med sit sind, sit hjerte og sin sjæl, indtil kun den Hjertenskære er tilbage. Således er religionens virkelighed, som jeg kender den"³
Sammenfatning: Sufismen er en metode, en disciplin, som giver hver elev især den lærdom, som er nødvendig for at kunne opdage sin Væren's stadige virkelighed, og endelig, religionens virkelighed. Den er vejen til selverkendelse og Gudserkendelse.
[1] Molana Salaheddin Ali Nader Angha, Theory "I" (M.T.O. Publication, Riverside CA, 2002) p. 122.
[2] Annemarie Schimmel, Mystical Dimensions of Islam,(University of North Carolina Press,1975)p.42
[3] Reynold A. Nicholson, The Mystics of Islam, ( 1914: reprint ed., Chester Springs, Pa.,1962)p.10
[4] Friedrich august Deofidus Tholuck, Ssufissmus sive theorsophia persarum pantheistica (Berlin, 1821). Quoted in The Mystical Dimensions of Islam.
