Sufismens historie er mere end 1400 år gammel. I de første to århundreder efter profeten Muhammed, var flere sufier kendt som asketer. Ebrahim Adham (d. 777) gav afkald på sin trone og sin fyrstelige tilværelse for at søge efter guddommelig kundskab. En af de første sufihelgener var en kvinde, Rabi'a (d. 752), som underviste i Guds uegennnyttige kærlighed.1
Mens Europa gennemgik mørke tider, nåede islamisk videnskab og litteratur sit højdepunkt og vise sufier foretog videnskabelige forsøg, mens deres samtidige i Europa blev forfulgt for kætteri. Da de rigeste klostre besad 3-400 manuskripter, talte det islamiske bibliotek i Granada 105.000 bind. Udvekslinger mellem lærde jøder, kristne og muhammedanere udviklede sig væsentligt i det mauriskiske Spanien fra 711 til 1492, hvor religionsfrihed respekteredes, selv under korstogene.
Sufismen gjorde sin indflydelse gældende i disse århundreder. I det 7. århundrede opnåede sufimesteren Balkhi (d. 789 eller 810), et fornemt ry indenfor fysik og metafysik (2). Den store pester Nakhshabi (d. 859) er kendt for at have udført mirakler. Det 9. århundrede så flere kendte sufier, såsom Dhu'n Nun i ægypten, Muhasibi i Irak, Bayazid Bastami i Iran, kendt for sin digtekunst og sine paradoksale aforismer, eller Karkhi, hvis undervisning i Bagdad fremstillede kærlighed som en Guds gave, som ikke kan tilegnes ved indlæring.
Mange sufier led martyrdøden igennem historien på foranledning ad de, som forfægtede ortodoksi. Blandt disse finder man Mansour Halladj (d. 921), som blev pint til døde for at have erklæret "Jeg er Sandheden", er indbegrebet af sufimartyren. Trods det, at hans proklamationer udgør selve essensen i islam's lære; forbliver disse fortsat uforståede af muhammedanske teologer.
Samtidig med lægen og filosoffen Ibn Roshd (d.1198), berømt i Europa under navnet Averrøs, efterlod den store mystiker Ibn Arabi (1165-1240) et livsværk på 250 bind, dybt påvirket af to helgeners lære, herunder Fatmeh Ghortobi's. En anden af epokens kendte figurer, Ghazali (1058-1111) samarbejdede indledningsvis med styret vd magten, men i vrede over den behandling som sufimestern Sheykh Ansari udsattes for, forlod han sin lærestol for at hellige sig en åndelig retræte. Hans lære, som forbinder sufisme med islamisk lov (sharia), gjorde ham til den mest influente teologer i den islamiske Middelalder.
I det 12. århundrede kan nævnes Sheykh Rouzbehan Baqli (1127-1209), som efterlod mere end 100 værker, samt Sheykh Najmeddin Kobra (1145-1220) som oplærte 17 disciple, herunder Ali Lala Ghaznavi, Farid-ud Din Attar og Seyfeddin Bakharzi. En af Kobra's disciples disciple, berømt for sine eksatiske digte og sine mystiske oplevelser, er ingen anden end Rumi (Jalâleddin Rûmî).
Annmarie Schimmel skrev i Islams Mystiske Dimensioner: "Der er ingen tvivl om, at Kobra selv har foretaget disse himmelske rejser og har gennemvandret de kosmiske etaper beskrevet i hans visioner. Han hører sammen med andre sufi-teoretikere i og med at han ser mennesket som et mikrokosmos, som indeholder alt det, som eksisterer i makrokosmos"(2)
1. Margaret SMITH, Rabi'a the Mystic and her Fellow - Saints in Islam, Cambridge University Press, Cambridge, New York, 1984.
2. Annmarie SCHIMMEL, Mystical Dimensions of Islam, University of North Carolina Press, Chapel Hill, 1975.
3. Al-GHAZZALI, The Alchemy of Happiness, Octagon, London, 1980.
