I sin bog "From Fetus to Paradise" beskriver Molana Hazrat Mir Ghotbeddin Mohammad Angha stadierne i nafs og opstigningen fra det nederste stadium til det højeste stadium med den guddommelige enhed. Hans Hellighed henviser således til læresætningerne af Hazrat Amir al-Mo’menin Ali (fred være med ham) vedrørende Nafs:

Komail var en trofast discipel, som stod Hazrat Amir al-Mo’menin Ali (fred være med ham) nær. En aften, mens de befandt sig uden for byen Kufa, spurgte Komail sin læremester: "Undervis mig om min nafs, så jeg kan lære den at kende." Amir al-Mo’menin Ali svarede: "Hvilken nafs vil du kende?" "Findes der mere end én nafs?" spurgte Komail. "Ja, forklarede Amir al-Mo’menin Ali, der findes fire typer nafs. Der er først vækstens nafs (plantestadiet); dernæst kommer den sensuelle nafs (dyrestadiet); den tredje er det rene intellekts nafs (menneskestadiet); og den fjerde nafs er den Guddommelige helhed. Hver enkelt af disse nafs har sine egne evner og kvaliteter. 1

Hazrat Mir Ghotbeddin Mohammad Angha lærer os, at nafs har syv stadier: nafs ammara (det kommanderende, grådige selv), nafs lawwama (det plagede, selvkritiske selv), nafs molhama (det inspirerede selv), nafs mutmainna, (det beroligede selv), nafs radhiyya (det tillidsfulde selv), nafs mardhiyya, (det bifaldne selv), og endelig nafs Ghodsi (det rene selv). 2

Udtrykket i Koranen an-nafs al-ammara bi’s-su, "den nafs som ansporer til det onde" (Sura 12:53) er udgangspunktet for den sufistiske vej mod renselse.

وَمَا أُبَرِّىءُ نَفْسِي إِنَّ النَّفْسَ لأَمَّارَةٌ بِالسُّوءِ إِلاَّ مَا رَحِمَ رَبِّيَ إِنَّ رَبِّي غَفُورٌ رَّحِيمٌ

Og dog forsøger jeg ikke at frikende mig selv: for i sandhed så ansporer en mands laveste selv [ham] til det onde og frelste er kun dem, som min Herre skænker Sin Nåde. Og se min Herre tilgiver meget, Han giver nåde!"

I de hellige skrifter finder man også udtrykket an-nafs al-lawwama, "den selvkritiske nafs" (Sura 75:2), som nogenlunde svarer til bevidstheden, der observerer menneskets handlinger og kontrollerer dem.

وَلَا أُقْسِمُ بِالنَّفْسِ اللَّوَّامَةِ

Men nej! Jeg kalder den anklagende stemme i menneskets egen bevidsthed til at vidne (den selvkritiske nafs)

Til slut, når renselsen er opnået, kan nafs være mutaminna det vil sige "i fred". (Sura 89: 27) 3

يَا أَيَّتُهَا النَّفْسُ الْمُطْمَئِنَّةُ

"Oh du menneske som har nået indre fred!

Det er når nafs er i en ydmyg tilstand og har nået sand erkendelse og enhed. (Sura 89: 28, 29, 30):

ارْجِعِي إِلَى رَبِّكِ رَاضِيَةً مَّرْضِيَّةً ُ

Vend dig mod din Herre, tillidsfuld [og] bifaldet [af Ham]

فَادْخُلِي فِي عِبَادِي

kom da ind sammen med Mine [andre sande] tjenere

وَادْخُلِي جَنَّتِي

ja, kom ind i Mit paradis!"

Profeterne beder alle de troende om at starte en Jihad mod deres egen nafs, mod deres laveste selv og bestræbe sig på at rense den og ophøje den. Denne ypperlige anstrengelse fører til Selverkendelse, ydmyghed og enhed. Så længe vi ikke anstrenger os for at beherske vores nafs, kan vi ikke opnå ligevægt og harmoni og vi udvikler ikke vores skjulte evner. Jihad er således i virkeligheden den hellige krig, som alle troende erklærer sig selv mod sine primitive tilbøjeligheder og instinktive impulser for at rense sin sjæl og erfare fred, ydmyghed, glæde og enhed.

_____________________________

1. Molana Hazrat Mir Ghotbeddin Mohammad Angha, From Fetus to Paradise, MTO Publication®: Tehran Iran, 1956. P. 66
2. Ibid., p.67
3. Schimmel Annemarie, Mystical Dimensions of Islam, University of North Carolina Press, Chapel Hill, 1975, p. 112